“Atomkrig” på det danske arbejdsmarked

Det kunne man læse i en avisoverskrift i Politiken forleden dag. Siden har pressen været fuld at historier om en forestående konflikt mellem LO og KA (Kristelig Arbejdsgiverforening). En mulig konflikt som næsten har overskygget de løbende overenskomstforhandlinger indenfor det offentlige område. Mange har spurgt mig: Hvad mener du om den kommende ”atomkrig”? Hvor er FRIE Funktionærer i dette spil?

Jeg vil gerne understrege, at jeg tror på fagforeningsfrihed i Danmark for både arbejdstagere og arbejdsgivere. Men jeg opfatter dette som en strid, der udelukkende drejer sig om kollektive overenskomster i gammeldags forstand og som dermed er udenfor vores kerneområde; de individuelle ansættelsesforhold.

”Atomkrigen” består i, at KA har optaget 3 frisørkæder som vil ud af overenskomsten med LO og derfor har varslet lockout overfor LOs medlemmer. Lockout-varslet er det, som der skal til for at de 3 frisørkæder kan frigøres fra overenskomsten med LO i henhold til de kollektive arbejdsretlige regler.

LO har meldt ud, at de anerkender KA som en arbejdsgiverforening blandt mange på det danske arbejdsmarked, og at de (LO) har varslet strejke mod alle KAs ca. 800 medlemmer. Arbejdsretten skal nu bedømme, om de forskellige kampskridt fra henholdsvis KAs medlemmer og LO er lovlige.

De 3 frisørkæder har allerede en dom i ”bagagen” for at have forsøgt at presse medarbejdere i kæderne til at skifte fra LO til Kristelig Fagforening, en dom ved arbejdsretten, hvor de blev idømt bod for organisations fjendtlige handlinger.Ved at optage de 3 frisørkæder med den bagage har KA rodet sig ind i problemer, de ikke helt er rustet til at klare, når de ifølge deres vedtægter ikke tillader kampskridt som strejke og lockout. I det kollektive system er det jo de våben, man har, hvis ikke man vil stå magtesløs overfor sin modpart.

KA er nu anerkendt af LO som ligeværdig part og er så at sige kommet ”ind i kampen”. Men i den konkrete situation betyder det, at de på grund af deres optagelse af de 3 frisørkæder kommer ind i en arbejdskamp, som de på ingen måde er klar til eller har midlerne til at kæmpe.

Jeg har sympati for tanken om et arbejdsmarked med plads til flere ligeværdige spillere. Et arbejdsmarked hvor LO ikke fejlagtigt fremstår som en bedrevidende og enevældig repræsentant for lønmodtagernes interesser. Men når KA forsøger at spille på to heste, så er projektet dømt til at mislykkes.

Som den danske model fungerer i dag, kan kun lovgivning ophæve de monopolistiske tilstande og sikre, at der skabes reel mangfoldighed i fagbevægelsen. Gennem en lønmodtagerlov kan vi skabe plads og større individuel frihed til alle. Både lønmodtagere og arbejdsgivere.

Arbejdskraftmangel eller bare stive systemer?

LO og DA har nu indgået en aftale, der skal sikre mere udenlandsk arbejdskraft i Danmark. Ministeren er begejstret. (Det er vel fordi det er, hvad han har ønsket hele tiden).

Man må formode, at Folketinget retter ind og vedtager den eventuelle fornødne lovgivning. Jeg synes selvfølgelig, at det er godt, at Danmark kan få den arbejdskraft, der er brug for. Uden god arbejdskraft taber vi værdier, og samfundet bliver ringere at leve i. Men her bliver jeg bare i tvivl om, hvad motiverne er hos DA og beskæftigelsesministeren. Jeg bliver i tvivl om de er løbet om hjørner med LOs nye formand Harald Børsting? Har det hele tiden været målet for DA og ministeren at få mere billig arbejdskraft til Danmark?Jeg har gentagne gange i forskellige medier foreslået, at danske lønmodtagere kunne tage forskud på ”velfærdsforliget”, således at forstå at de allerede nu kunne vente med at gå på efterløn til de var 62 år eller måske endda til de var 63 år. Med velfærdsforliget kan de først få den rettighed fra 2022 og fremefter. Jeg har direkte spurgt ministeren, om ikke denne mulighed ville være en god måde at skaffe Danmark mere arbejdskraft lige her og nu?

Ministerens svar var, at han ikke var manden, der ville ”åbne drøftelsen om efterløn igen”!

Det, jeg hører ministeren sige er, at når der nu er lavet en aftale om senere efterløn fra 2022, så ”er han ikke ministeren”, der vil se på noget nyt, lige meget hvad der sker, eller hvilke forslag eller argumenter, der kommer frem. Ikke engang selv om der er tale om betydelige forbedringer.Som jeg ser det, er der enten gået politik i sagen i værste forstand, eller også er der den fornuftige forklaring, at beskæftigelsesministeren og DA hele tiden har haft den skjulte dagsorden, at de ville udnytte arbejdskraftmanglen til at få åbnet for mere – billig – udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Hvis det sidstnævnte er tilfældet, er det til at forstå om end temmelig usympatisk. Den førstnævnte mulighed, hvor ministeren lukker ned for forbedringer af efterlønsaftalen indtil 2022, er næsten ikke til at tro på med et såkaldt liberalt parti ved magten.

Rendyrket pamperi

I de seneste dages debat har jeg gentagne gange tænkt på ordet pamperi.

Ordet slog mig, da HK formand John Dahl krævede en stor fratrædelsesgodtgørelse, fordi han skifter til et andet job, han selv har søgt! Det var også min tanke, da Tine Huggenbergers krav om pension pludselig afslørede hele hendes retorik op til formandsvalget i LO som tomme ord. Hun kæmpede for medlemmerne, og penge betød intet for hende osv.

Det står for mig som renlivet pamperi, det de to repræsenterer. De kræver begge beløb i forbindelse med deres fratræden, som de aldrig nogensinde ville have en chance for at kunne tilkæmpe sig til deres medlemmer, men de undslår sig ikke for at kræve det selv. De er, i de mange år, der er gået, siden de har tjent deres penge på arbejdsmarkedet, kommet så langt fra deres medlemmers hverdag, at de ikke længere kender grænserne for, hvad de kan tillade sig.

Men hvordan er det så i vores eget hus? Hos FRIE Funktionærer.

Vores bestyrelse har valgt en helt anden linje. De tjener alle deres hovedindkomst på det almindelige arbejdsmarked. De modtager selvfølgelig et vederlag for deres poster i fagforeningens og a-kassens bestyrelser, men det er i den sammenhæng biindtægter.  De tjener til ”livets opretholdelse” ved almindeligt lønmodtagerarbejde.

Honoraret fra arbejdet for foreningerne er derfor også fastsat således, at hvis de fratræder en bestyrelse, modtager de honorar for den måned, hvor de fratræder og intet mere. Ingen fratrædelsesgodtgørelser eller andet af den slags. Resultatet er en bestyrelse der har føling med det arbejdsmarked, som vores medlemmer arbejder i.

Alle der arbejder i foreningerne er professionelt ansatte, som kan afskediges efter almindelige regler, ingen fuldtids ansatte er valgte!

Måske skulle LO, FTF og de øvrige fagforeninger overveje, om ikke de kunne have behov for en modernisering på dette område, hvis de vil bevare medlemmernes respekt? 

Vi kræver respekt for det frie valg

Hver 12. dansker mobbes på arbejdet, fordi de er i en særlig udsat position eller tilhører en minoritetsgruppe. Desværre opfattes den, der bliver udsat for mobning, ofte som en “problemperson”, der får som fortjent. I vores fagforeningsverden hører vi desværre for mange af vores medlemmer fortælle, at de bliver mobbet på arbejdspladsen, fordi de har valgt at være medlem af en anden fagforening end hovedparten af kollegerne. Det er dybt bekymrende, at nogle mennesker bliver frarøvet friheden til vælge, hvordan de ønsker at få det bedste ud af arbejdslivet.

Desværre har mange stadig ikke forstået, at vi har fagforeningsfrihed i Danmark. En frihed, der krænkes, når de holder deres kolleger udenfor og måske endda presser dem væk fra arbejdspladsen. Vores indtryk er, at mobningen ofte forårsages af tillidsfolkenes dominans på arbejdspladserne. Det er et problem, at vores medlemmer oplever at blive holdt udenfor eller hængt ud, fordi de ikke ønsker at være medlem en anden fagforening. Det er et vanskeligt problem at løse, fordi virksomhedens ledelse tvinges til at lægge sig ud med tillidsfolkene og risikerer en konflikt.

Når LO tilsyneladende ikke tager mobningen alvorligt, men anerkender tillidsfolkenes rå hvervemetoder, er det imidlertid endnu vigtigere, at ledelsen sætter ind overfor mobningen og signalerer, at den slags undertrykkende adfærd er helt uacceptabel.

Menneskerettighedsdomstolen har fastslået vores ret til fagforeningsfrihed, men desværre kunne noget tyde på, at LO ikke respekterer menneskerettighedsdomstolens ord. LOs ledelse opfatter tilsyneladende stadig mobning som et acceptabelt redskab til at rekruttere nye medlemmer. Så det kan ikke undre, at LOs medlemstal er stærkt faldende med den holdning. Det kan ingen med respekt for sig selv og andre frivilligt bakke op om.

LO accepterer åbenbart mobning, hvis det er til organisationens fordel. Så meget desto mere grund er der til, at vi vil blive ved med at forsvare friheden til at vælge og værner om respekten for vores kolleger. Derfor har vi også startet et projekt i samarbejde med Center for Menneskerettigheder for bl.a. at få belyst problemerne med mobning på arbejdsmarkedet på grund af fagforeningsforhold, så vi får sat fokus på problemets omfang og på den måde kommer nærmere vejen til et arbejdsmarked med respekt for det individuelle frie valg. 

Jeg har lidt ondt af Den Danske Arbejdsmarkedsmodel!

Mange vil vide at jeg igennem årene har været en af de hårdeste kritikere af Den Danske Arbejdsmarkedsmodel. Jeg har konstateret den død flere gange og i det hele taget påpeget at den er nået vejs ende. Hvorfor skulle jeg så pludseligt have ondt af den?Jo - i går fik den sit måske et af sine største grundskud da EF domstolen afsagde en dom i en svensk sag C-341/05, den såkaldte Vaxholm-sag. I korthed ser jeg dommen som en konstatering af at EF-domstolen sætter EU-retten højere end den traditionelle nordiske aftalemodel. De nærmere kollektive arbejdsretlige konsekvenser af dommen, vil jeg i denne omgang overlade til andre at kommentere detaljeret, men der er ingen tvivl om at det er endnu et grundskud mod aftalemodellen.En aftalemodel, der ellers herhjemme har det hårdt nok i forvejen med et folketing, der på den ene side påstår, at de holder så meget af den danske aftalemodel, hvor parterne selv forhandler sig på plads om løn og aftale vilkår, og hvor samme folketings medlemmer ustandseligt blander sig i lønudviklingen.Sidste år i januar var det Menneskeretsdomstolen, der dømte eksklusivaftalerne ude.Jeg har ondt af Den Danske Model, fordi ingen af de der er dens ”faddere” - Dansk Arbejdsgiverforening og LO - vil gøre noget for at redde dens sidste ære. De vil ikke erklære den rigtigt død og foreslå en ny model.De vil heller ikke indrømme at den er nået vejs ende og trænger til mere end et ”face-lift”.De påstår højt og frejdigt at den da lever i bedste velgående og har mange år i sig endnu. Det kan de simpelthen ikke være bekendt overfor en dansk arbejdsmarkedsmodel der trods alle dens skavanker har været med til at skabe det samfund vi har i dag og ikke mindst det arbejdsmarked vi har i dag. Bevares et arbejdsmarked der kunne forbedres på flere måder, men som dog også kunne være så meget værre.Alle der har lod og del i det danske arbejdsmarked burde sætte sig sammen og drøfte dets fremtid. Kan man håbe at arbejdsmarkedskommissionen vil gøre det? Hvis den vil må vi spørge, hvorfor den kommission ikke er sat sammen så HELE arbejdsmarkedet er repræsenteret?Den består af de samme gamle vanetænkere som blev dømt i går; og som blev dømt i januar sidste år.Jeg har meget ondt af Den Danske Model, for jeg tror ikke at ”de gamle” organisationer tør tænke nyt.

Frihed til at vælge

Efter valget har jeg gjort mig mange tanker. Tanker om hvor meget vi egentlig ligner hinanden, og så alligevel. Vi vil jo nogenlunde det samme på lidt forskellige måder. Karakteristisk er det måske især, at vi selv vil have lov til at bestemme. Og når vi får lov til selv at bestemme, vælger vi individuelle løsninger.
 
I det samfund vi lever i, vil vi have friheden til at vælge, men vi vil samtidig gerne have, at samfundet sørger for os. Det er den helt store politiske udfordring, som Folketinget står overfor.

Politikerne har tendens til at putte os i kollektive kasser, uanset hvilket parti, de kommer fra. På arbejdsmarkedet mærker vi det meget tydeligt. Vi har tradition for kollektive overenskomster igennem mere end 100 år, og politikerne taler og handler som om hele arbejdsmarkedet stadig var omfattet af kollektive overenskomster eller snart ville blive det. Det er langt fra tilfældet. Ude i ”virkeligheden” er der 100.000vis af lønmodtagere, som arbejder efter individuelle kontrakter og som på ingen måde ønsker kollektive diktater. Lovgivningen er præget mere af kollektiv tænkning end af individuel. F.eks. sagde beskæftigelsesministeren i en tale til a-kasse-lederne for et par år siden: ”Jeg tror på frihed og for mig er frihed, friheden til at vælge”. Alligevel vil han end ikke drøfte potentialet i at tage ”forskud” på velfærdsforliget ved at åbne for muligheden for at skubbe efterlønsperioden individuelt fra 60 år til 62 år. Dvs. at man allerede i 2007 skulle have mulighed for at vente med at gå på efterløn til man var 62 år og til gengæld kunne være på efterløn til man var 67 år. Han talte om friheden til at vælge, men fastholder et stift gammelt system.

Frihed kunne man også tænke på i Nørrebro Bryghus-sagen. Skal de ansatte dækkes af en overenskomst mellem Bryghuset og Kristelig Fagforening eller af en overenskomst med 3F. Eller skulle de måske have friheden til helt at vælge den kollektive overenskomst fra? Igen ser man det stive kollektive system prøve at undertrykke den enkeltes mulighed for selv at vælge.

Lad dog de ansatte selv vælge, om de ønsker en overenskomst med 3F, med Kristelig fagforening eller ønsker at aftale deres egne vilkår individuelt - og respektér deres valg.

Jeg ved, at de traditionelle kollektivister i 3F og måske endda også dem i Kristelig Fagforening slår korsets tegn (undskyld udtrykket) over et sådant forslag, men hvorfor ikke give større frihed? Ligesom de i LO burde holde op med at aftale, hvilken fagforening de forskellige faggrupper skal stå i. Lad dem dog selv vælge.

”Jamen det vil svække vores kampkraft”, vil de straks hævde. Hvilken kampkraft vil jeg til gengæld spørge. Er det den kampkraft, der har fået FOA til at indgå overenskomster med ringe løn-vilkår for SOSU-assistenterne gang på gang for nu at bønfalde Folketinget om penge for at rette op på årtiers underbetaling? Blandt andet denne proces burde gøre det tydeligt for alle, at det gamle kollektive system endegyldigt har spillet fallit.

Giv plads til friheden indenfor nogle rammer som en fornuftig lønmodtagerlov kunne skabe. Det ønske kunne man fremsætte til de nyvalgte politikere, men det hjælper næppe. De tør ikke tænke frit.

Valget

Vi er partipolitisk neutrale, og det er jeg meget glad for. Vi behøver ikke som LO at skulle stå inde for socialdemokratisk politik, hvis ikke vi synes, den er fornuftig. Vi behøver heller ikke stå inde for noget andet partis politik – heldigvis.

Det betyder ikke at vi ingen politisk holdning har, tværtimod.

Jeg mener, at lønmodtagernes interesser har fyldt alt for lidt i denne valgkamp. Det er trods alt de danske lønmodtagere, der skaber de store værdier i vores samfund. Lige meget om man er offentlig ansat eller privat ansat. Man er med til at skabe grundlaget for vores velfærdsstat og ofte vurderes og påskønnes den indsats langt fra efter fortjeneste.

Valgtalerne har beskæftiget sig alt for lidt med det stigende pres, der er på alle arbejdspladser, som har ført til stigende stress og dermed følgende sygefravær mange steder. Man har næsten udelukkende talt om SOSUer og andre offentlige ansatte, hovedsagelig i plejesektoren, men problemet er langt fra afgrænset til disse grupper.
 
Langvarigt sygefravær af ikke fysiske årsager er et problem på alt for mange arbejdspladser, men politikerne tager ikke fat på problemet. Tværtimod har man fra Folketingets side i det sidste år strammet vilkårene for det rummelige arbejdsmarked, blandt andet på fleksjob-området. Dansk Arbejdsgiverforening har skubbet på for at få yderligere stramninger.
Mest på skatteområdet har man været inde og tale om lønmodtagerinteresser, især beskatning af den sidst tjente krone.

Jeg vil ikke anbefale nogen, hvad de skal stemme på. Det er en sag, som vi hver især skal afgøre.

For mit vedkommende synes jeg, at det vigtigt for mig at stemme på et parti/en person, som har forståelse for lønmodtagernes store indsats i disse år, og som vil være med til at skabe og fastholde rimelige vilkår for alle lønmodtagere.
Jeg vil gerne have, at vi får mere velfærd, men først og fremmest at vi får den velfærd, vi allerede er blevet lovet. Jeg vil gerne have personer i Folketinget, som vil respektere det rummelige arbejdsmarked og give alle en chance for at yde en indsats på arbejdsmarkedet.
Folketingsmedlemmer som forstår behovet for det individuelle og fleksible arbejdsmarked, et arbejdsmarked, som skaber mulighederne for at have både familieliv, arbejdsliv og fritidsliv i balance.
Et Folketing der accepterer og respekterer i både ord og handling, at det danske arbejdsmarked er mangfoldigt, og at respekt for organisationsfrihed for den enkelte er helt nødvendigt.

Børsting eller Huggenberger?

Blandt de der læser min blog, tænker mange sikkert: Hvad? Hvem gemmer sig bag de to navne?
Jeg skal straks afsløre, at det drejer sig om den ny LO-formands navn. Mange tænker sikkert, som jeg har tænkt, hvad kommer det dog mig ved? FRIE Funktionærer er ikke medlem af LO og skal aldrig være det, så de kan da vælge den formand de vil, uden at vi behøver at blande os i det.

Og vi hverken kan eller skal blande os i, hvem det bliver, men alligevel er det dog et valg, som kan komme til at få betydning også for os på lidt længere sigt.

Spørgsmålet er nemlig om den nye formand (Harald Børsting eller Tine Aurvig-Huggenberger) bliver en person, der har visioner for fremtiden eller om det bliver en, der ser i bakspejlet og synker hen i glæde over LO’s fordums styrke og fortjenester tilbage i 1.halvdel af forrige århundrede? Bliver det en som klynger sig til magten og nægter at tænke nyt, eller en der vil arbejde for alle danske lønmodtageres interesser?

Som jeg har skrevet om i denne blog står den Danske Model nemlig til fornyelse. Den gamle model er død, men ingen er endnu begyndt åbent at tale om, hvordan en ny model kunne se ud. En kendsgerning er det, at LO har mistet 200.000 medlemmer de sidste 10 år. De regner selv med at ”nøjes” med at miste 100.000 medlemmer de næste 4 år! Medlemsmæssigt går det altså stærkt ned ad bakke for den engang så store og magtfulde organisation. Der er ikke mange der tror, at de kan blive ved med at bevare fordums magt. I 2007 er mangfoldighed en betingelse for et godt og velfungerende arbejdsmarked, og derfor er det også utopisk at tro, at alle lønmodtagere organiserer sig i den kollektive fagbevægelse.

Det spændende er, om den ny formand, der skal vælges om få dage vil erkende tingenes nye tilstand og tage fat på ændringer i Den Danske Model, eller om ændringerne som hidtil skal komme udefra? (Afskaffelse af fagforeningstvang i form af eksklusivaftaler måtte jo fx via Menneskeretsdomstolen, før vi kom af med dem sidste år.)
I resten af Europa taler man om social dialog mellem arbejdsmarkedets parter, og man mener det. Herhjemme taler man om det, men efter den afgående LO-formand Hans Jensens opfattelse skal det kun være de samme parter, som man har talt med i de sidste 50 år, der skal indgå i dialogen i fremtiden også. Som om der ikke var sket noget på arbejdsmarkedet siden! Som om mangfoldighed ikke kan lade sig gøre i praksis!

Men det kan lade sig gøre. I EU accepterer man mangfoldigheden og accepterer, at store såvel som små skal høres for at demokratiet og dialogen skal fungere. Malta med sine 400.000 borgere sidder med ved bordet. Det samme bord som Tyskland sidder ved med sine 85 mio. borgere. Den respekt for mangfoldigheden kunne vi lære af herhjemme. Man kan håbe, at den nye LO-formand vil forstå, at respekt for mangfoldighed er vejen frem. Om den formand så hedder Huggenberger eller Børsting er sådan set mindre væsentligt.

Work Life Balance

Med temaet arbejdsliv med familie som omdrejningspunkt afholdt CESI, der repræsenterer europæiske lønmodtagere, for nylig konference i Bruxelles. Vores organisation har været medlem af CESI i mange år, fordi CESI, på europæisk plan, arbejder på et partipolitisk neutralt grundlag med respekt for menneskerettighederne, herunder særligt organisationsfrihed. CESI arrangerer konferencer og seminarer med støtte fra EU-kommissionen om udfordringerne på det europæiske arbejdsmarked. Senest om Work Life Balance.

Ud over at det er interessant at dele vores viden om det danske arbejdsmarked med vores kolleger i Europa, er det også spændende at høre, hvordan de andre europæiske lande udvikler sig. Derfor satte denne konference mange tanker i gang.
Work Life Balance! På dansk et liv med arbejde og privatliv i balance!

CESI afholdt konferencen i uge 37, og mærkeligt nok havde FRIE Funktionærer et seminar for 65 medlemmer med samme overskrift i uge 36.
Ikke en koordineret indsats, vel nærmest en tilfældighed, og så alligevel?
Det er nok en trend i tiden, at det alle efterspørger og søger netop er Work Life Balance!

I FRIE Funktionærer har vi i virkeligheden arbejdet med dette tema i mange år, inden betegnelsen Work Life Balance blev trendy. Vi ved, at det er vigtigt for vores medlemmer at have et godt arbejdsliv, men vi ved også, at hvis ikke man har et godt privatliv, lykkes arbejdslivet heller ikke.
Privatlivet skal fungerer på mange områder for, at man kan få et godt liv. Områder som også var sat på dagsordenen på seminaret for vores medlemmer. Kost, økonomi, motion, humor/glæde, hvile og sidst men ikke mindst planlægning. Et godt liv handler om at være lykkelig, ikke konstant og altid, for det er der næsten ingen der er, men i glimt eller måske endda i perioder.

At skabe et liv med Work Life Balance kræver en indsats af hver enkelt. Det kræver individuelle løsninger, hvilket også var en af konklusionerne på CESI-konferencen.
Det er klart, at man ikke kan skabe sit eget liv uden mulighederne er der i omgivelserne, og her vil vi i FRIE Funktionærer gerne være med til at rådgive vores medlemmer. Vi vil også gerne være med til at påvirke myndighederne, således at rammerne for at skabe et liv i balance er til stede. Men den enkelte skal selv tage stilling og handle, ellers nytter selv de mest perfekte rammer ikke noget.
Og med hensyn til rammerne mangler der jo stadig meget. Samfundet har f.eks. stort set ikke gjort noget for, at børnefamilierne kan passe deres syge børn på en ordentlig måde.
”Vi overlader det til arbejdsmarkedets parter” lyder det messende fra politikerne. Dertil vil jeg bemærke: Hvad får jer til at tro på arbejdsmarkedets parter i denne sag, når de ikke har kunnet rokke ved problemet i mere end en generation? Sandheden er, at disse ”parter” er handlingslammede i denne sag som i så mange andre. Der skal handlekraftige politikere til, og det mangler vi desværre på dette område. De selvsamme politikere kan finde ud af at lave ligegyldige regler om mere eller mindre ligegyldige ting, men at skabe ordentlige muligheder for forældrene til at passe syge børn, vil eller kan de ikke.

Vores opfordring er, at den enkelte aftaler med sin arbejdsgiver, hvad man skal gøre, når børnene bliver syge. Individuelle aftaler skal til for at løse problemet, indtil politikerne tager sig sammen - de syge børn kan jo ikke vente.

Work Life Balance har alle brug for. Vi i Frie Funktionærer vil gerne være med på ”sidelinjen” og coache alle vores medlemmer på vejen mod et liv med arbejde og privatliv i balance.

Er coaching kun for egoister?

Der går næsten ikke en dag, uden at jeg læser eller hører om coaching. Er det nu godt eller er det skidt? Der er alle mulige forskellige former for coaching og coaches.
Jeg skal ikke kommentere dette begreb på andre områder end det, der vedrører arbejdslivet, ud over at man ikke skal tro, at en coach kan helbrede – det kan de ikke, de kan vejlede.

Og det er netop det, man kan bruge indenfor arbejdslivet. Et af vores slogans i FRIE Funktionærer er: Få det bedste ud af dit arbejdsliv!

Det vil alle gerne have, og for at nå målet har man ind imellem brug for råd og vejledning fra nogle, der ikke har følelser involveret, som f.eks. venner og familie. Hjælpen kan komme fra en coach, og det er en del af den service, vi gerne giver til vores medlemmer.

En coach-samtale kan til en vis grad minde om en MUS-samtale (medarbejder-udviklingssamtale). Der skal nok være coaches, der flyver op af stolen, når de læser dette - men ikke desto mindre er der flere lighedspunkter.
MUS-samtales holdes som en individuel samtale mellem leder og medarbejder med blandt andet det formål, at medarbejderen skal få det bedste ud af sit arbejdsliv i virksomheden. Det handler selvfølgelig også om, at virksomheden skal få det bedste ud af medarbejderen.
Heri ligger MUS-samtalens værdi, men samtidig dens begrænsning. Dens tema er pr. definition begrænset til virksomheden.

Man kunne driste sig til at hævde, at coach-samtaler er MUS-samtaler uden begrænsninger. Målet med coach-samtalerne er, at vores medlemmer får det bedste ud af deres arbejdsliv, uanset i hvilken virksomhed, de vælger at benytte deres kompetencer. Har et medlem større chance for at forfølge sine mål i en anden virksomhed eller branche, vil coachen sige tingene ligeud og støtte op om alle muligheder.

Begge former for samtaler er en del af den individualisering af arbejdsmarkedet, som vi har været vidner til igennem de seneste årtier. Fokus sættes på MEDARBEJDEREN, individet.
Hvordan får DU det bedste ud af DIT arbejdsliv?

Med de kollektive erfaringer, vi har med i ”bagagen”, kan al den snak om individet ind imellem skure lidt i ørene på nogle. Men faktum er, at individualiseringen har slået rødder i det danske samfund som i mange andre. Det betyder ikke, at vi er egoistiske, fordi vi værdsætter det individuelle, det betyder blot, at vi har mulighed for at benytte bl.a. personlig coaching til at finde vejen til et godt arbejdsliv på egne præmisser.