april 10, 2007...8:53 am

Kampagne mod de kollektive?

Spring til kommentarer

Vi har netop skudt en ny kampagne i gang. Måske lidt mere skarp end vores fremstød plejer at være, men fra “den anden side” er tonen jo også blevet skærpet på det sidste.
Jeg har ikke noget mod de kollektive organisationer. Jeg har altid ment, at de imødekommer et behov hos store dele af lønmodtagerne. Det, de kollektive organisationer mangler, er en erkendelse af, at de ikke imødekommer alle behov på det arbejdsretlige område. Deres manglende respekt for individet og deres “selvglade” tro på, at de er de eneste saliggørende for danske lønmodtagere, fører til undertrykkelse af den enkelte. Det er jeg voldsomt imod – derfor er kampagnen skudt igang.
Det er vigtigt, at vi i det danske samfund får en debat om arbejdsmarkedets indretning. I disse år bliver stadig flere lønmodtagere “eksperter” på et eller flere områder, og sansynligheden for ansættelse på individuelle vilkår bliver derved stadig større. “Eksperter” ønsker simpelthen ikke at være dækket af en kollektiv overenskomst. De ønsker ikke kollektive lønforhandlinger. De ønsker i det hele taget ikke LO og dets forbunds formynderiske opførsel, og det har LO og forbundene svært ved at forstå. Derfor mister de medlemmer, og medlemstabet vil kun blive værre, hvis de fortsætter deres formynderiske opførsel.
Det vil vi sætte fokus på med vores kampagne. Den kører i Odense lige nu, og efterfølgende vil vi vurdere, om der er grundlag for at brede den yderligere ud til andre større byer og egne af landet.
Vi håber med kampagnen at sætte fokus på, hvor vigtigt det er at vælge den rigtige organisation. Man skal ikke vælge udelukkende efter traditioner eller hvilken der er billigst. Man skal vælge den organisation, som bedst kan hjælpe én i arbejdslivet – både i det job, man har nu, eller det job, som man brændende ønsker sig.
Det er, hvad vi ønsker at sætte fokus på med kampagnen.

Læg en kommentar