maj 2, 2007...11:55 am

Tidsbank – en god ide, der fortjener en chance

Jump to Comments

Helle Thorning Schmidt benyttede 1.maj til at foreslå en tidsbank for offentligt ansatte.
Anders Fogh Rasmussen tilsluttede sig ideen, men gjorde opmærksom på de vanskeligheder, der kunne være med at få den gennemført.
Ideen om at kunne tilpasse arbejdslivet til de forskellige livsfaser er så god, at den fortjener en chance. Det giver HTS den ikke reelt med sit forslag. Hun lader os gå ud fra, at offentligt ansat er noget, man er livet igennem! Sådan er det jo ikke i dette moderne samfund. Hun går også ud fra, at man tjener nogenlunde det samme, livet igennem; sådan er det jo heller ikke for ret mange.
De fleste lønmodtagere oplever et arbejdsliv, der kan skifte mellem offentlig ansættelse og privatansættelse, og hvor man igennem livet får større og større kompetencer og dermed mere i løn.
Hvordan skulle en tidsbank i virkelighedens verden kunne realiseres på de præmisser?
Men alligevel er ideen i sin grundform god. Der er et kæmpestort behov for, at vi kan tilpasse vores arbejde til de forskellige faser af vores liv, så en eller anden form for udjævning er der brug for.
Når vi ser på dagligdagen har man jo faktisk fundet på noget, der ligner! PENSIONSORDNINGER. Disse ordninger er jo rent faktisk en form for tidsbank. Man arbejder i den del af ens liv, hvor energien og styrken er god og stor, og senere når man ikke magter det mere, trækker man sig tilbage og hæver af det, man har ”gemt” fra ”bedre tider”.
Det der kunne gøres var at forbedre og udvide pensionsopsparingssystemet, så det dækkede hele arbejdslivet. Lad dog børnefamilierne lægge penge til side efter pensionssystemet, mens de tjener godt som helt unge og kan ”give den en skalle”, og lad dem så hæve fra denne pulje senere, når de stifter familie og har brug for mere luft i hverdagen.
Det kræver et opgør med den gamle stive personskattemodel, der bygger på skarpt adskilte opgørelses år. En tidsbank, hvor man benytter sig af en form for livsindkomst beskatning og betjener sig af det eksisterende banksystem, burde kunne have en chance, og Danmark ville kunne være med fremme i front, hvis vi kunne udvikle tidsbanken og få den til at virke.

Leave a Reply