De kollektive overenskomster er ikke anvendelige til seniorordninger.
Overalt i Europa står man overfor en udfordring med stadig større årgange af ældre borgere og forholdsmæssigt mindre årgange af unge, der kommer ind på arbejdsmarkedet. En af måderne, som vi kan møde denne udfordring på, er ved særlige seniorordninger. Seniorordningerne skal være så attraktive, at ældre lønmodtagere får lyst til at blive længere tid på arbejdsmarkedet end de umiddelbart havde tænkt sig.
Hvad skal der så til for at en ældre medarbejder bliver et par år mere end planlagt?
Svaret er, at det helt afhængiger af, hvem man henvender sig til.
Jeg er selv i denne seniorgruppe, 58 år gammel, og dermed i en alder, hvor tanken om tilbagetrækning er helt nærværende. Hvad skulle der til for at få mig til at blive længere end til jeg fylder 60 år? Det, der kan være attraktivt for den ene medarbejder, er måske slet ikke noget, der kan lokke en anden til at blive. Det, der kunne få mig til at blive nogle år længere, ville være en mulighed for mere fritid i form af feriefridage (dage, som kan placeres, hvor arbejdet tillader det, enkeltdage eller flere ad gangen). Det ville give mig mulighed for at passe mit lille stutteri med islandske rideheste og dyrke mine hobbies, også i årene, hvor energien helt naturligt mindskes.
Det stiller store krav til både arbejdsgiverne og deres medarbejderes kreativitet at finde løsninger. Man kan ikke lave standardiserede ordninger for alle seniorer. Arbejdsgiverne skal i en tæt dialog med den enkelte medarbejder. Man skal finde frem til hvilke kvalifikationer, der er særligt vigtige for virksomheden, og hvad der kan ”lokke” ham eller hende til at tage et par år mere.
Det er også en stor udfordring for mange virksomheder og ikke mindst for de gamle kollektive organisationer. Deres traditionelle måde at løse opgaver på arbejdsmarkedet har i generationer været kollektive forhandlinger, der førte til standardiserede løsninger. Det duer ikke i denne demografiske situation. Hvis seniorløsninger er kollektivt forhandlede og dermed standardiserede, tiltrækker de kun en lille del af målgruppen. Hvis tilbudet om en seniorordning ikke passer i den enkeltes liv vælges den simpelthen fra, og man går på pension.
Pensionsopsparingerne for store grupper af medarbejdere bliver bedre og bedre og lokker derved stadig mere. Arbejdsgiverens tilbud skal – for at kunne matche den lokkende pension – være noget, der trækker endnu mere. Det eneste, der kan opfylde dette, er et individuelt tilbud om en seniorordning, som man simpelthen ”ikke kan sige nej til”.
Man kunne også formulere det således, at seniorordningen skal være så lokkende at den kan konkurrere med livet som pensionist. Og hvad der kan konkurrere her er helt individuelt
Leave a Reply