Jeg bliver temmelig dybt beskæmmet engang imellem. Jeg bliver også ret ked af det.
Det gør jeg for eksempel, når jeg må konstatere, at vore politikere ikke tør tage fat om væsentlige problemer, men mere eller mindre overlader det til andre at løse dem.
Her indenfor de sidste dage har vi alle været vidner til et rystende eksempel på berøringsangst hos stort set alle politikere. Hvad gør man, når børnene er syge? Det peger Familie- og Arbejdslivskommissionen på som et af de væsentligste problemer hos alle børnefamilier. Hverken kommission eller politikere kommer med brugbare forslag, ud over et par lappeløsninger og en opfordring til ”arbejdsmarkedets parter” om at løse problemet. For alle børnefamilierne er det en ”vattet” og totalt utilstrækkelig måde at behandle dette alvorlige problem på.
Helt anderledes forholder det sig med aldersdiskrimination. Her er EU kommet med et direktiv, som fastslår, at man har ret til at arbejde, til man er 70 år, og dette direktiv omsætter politikerne direkte til lovgivning, der gælder alle danske ansatte.
Er børnefamiliernes eneste håb virkelig, at EU laver et direktiv om forældres ret til at passe syge børn? Er danske politikere så berøringsangste overfor den danske model, at de ikke tør tage et af de allermest væsentlige – måske det væsentligste – problem for børnefamilierne op; pasning af syge børn.
Jeg har stor respekt for den danske arbejdsmarkedsmodel, ingen tvivl om det. Jeg værdsætter aftalefriheden i det danske samfund og ikke mindst på det danske arbejdsmarked, men ind i mellem er politikerne nødt til at træde til og vedtage de nødvendige regler for at få tilværelsen til at fungere for børnefamilierne, når vi taler om pasning af syge børn.
Samfundsstrukturen er anderledes, end den var i 1950erne, hvor bedstemor stod klar til at passe, hvis der skulle være problemer, hvad der sjældent var, for ”mor gik hjemme”. I 1960erne kom kvinderne ud på arbejdsmarkedet i stor udstrækning og heldigvis for det. Lige siden har politikerne bedt til, at ”arbejdsmarkedets parter” ville løse problemet med børnepasningen. Det har de ikke kunnet/villet i mere end 50 år!
Hvad er det, der skulle få mig og børnefamilierne til at tro på, at de kan løse det nu?
Derfor kære politikere: Træd i karakter og find en løsning på dette store, vedkommende og væsentlige problem!
