Et af mine håb for fremtiden er, at det danske arbejdsmarked kunne blive fri for diskrimination. Mange diskriminationsformer er afskaffet igennem de seneste år, men alt for mange mangler stadig. Det mest mærkelige ved denne udvikling er i virkeligheden, at LO og deres organisationer har været stort set usynlige i denne proces.
De taler om, at de vil bekæmpe forskelsbehandling og diskrimination, men de handler aldrig. Det samme må man konstatere har været gældende for Folketinget. De handler først på dette område, når der kommer et direktiv fra EU! Man kunne sige, at vores arbejdsmarked på mange måder har hvilet på - og måske stadig hviler på forskelsbehandling. Det bekæmper vi i FRIE Funktionærer.
Hvor var LO og folketinget i 1970-erne, da der skulle indføres forbud mod diskrimination af kvinder? Hvor var de, da der skulle indføres ligeløn for lige arbejde, uanset om det blev udført af mænd eller kvinder? Svaret er, at de slet ikke var at finde i processen.
Ligebehandling på disse områder blev besluttet i EF/EU og derefter gennemført ved lov via folketinget. Sådan har det været med alle andre former for krav om ligebehandling lige siden. LO kæmper ikke for bedre vilkår med hensyn til ligebehandling, de kæmper snarere imod. Det samme gælder kravet om forbud mod diskrimination på grund af fagforenings- eller organisationsforhold. LO ønsker at forskelsbehandle på dette område og kæmpede længe for at bevare eksklusivaftaler på det danske arbejdsmarked. De ønsker at bestemme, hvilken organisation den enkelte medarbejder skal være medlem af og har ikke på nogen måde lyst til at tage hensyn til, hvad den enkelte selv mener. De udviser i virkeligheden en meget diktatorisk og udemokratisk handlemåde. De har gjort alt hvad der stod i deres magt for at forhindre, at vi får et arbejdsmarked uden diskrimination, og det gør de stadig.
Det har konsekvenser for 100.000vis af lønmodtagere hver eneste dag, og det eneste man kan håbe er, at Folketinget griber ind og stopper enhver form for diskrimination og forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Det drejer sig om områder som pension, lokale lønforhandlinger for offentligt ansatte (ny løn), monopolisering af samarbejdsudvalg i den private sektor og meget andet. Vi mangler også LO’s respekt for de tusindvis af lønmodtagere, der har valgt at arbejde på individuelt aftalte vilkår, og som aldrig kunne forestille sig at bede om en kollektiv overenskomst. Det virker som om, LO enten ikke har respekt for, hvad lønmodtagerne ønsker, eller også har de simpelthen den holdning, at de er klogere end alle andre og selv bedst ved, hvad samtlige lønmodtagere har behov for.
Men diskriminationen kommer også fra beskæftigelsesminister Hjorth Frederiksens side. Arbejdsløshedsloven er hans ansvar, og det er derfor hans opgave at fjerne det paradoks, at lønmodtagere har ret til arbejde, til de bliver 70 år – hvilket han jublede over, at EU aftalte – men alligevel kan de kun arbejdsløshedsforsikre sig, til de er 65 år! Man bliver nemlig smidt ud af a-kassen, når man fylder 65 år. Hvis vi vil have et arbejdsmarked for alle, skal vi fjerne alle diskriminationer - også alders diskrimination - både hos arbejdsgiverne og i lovgivningen.
I FRIE Funktionærer kæmper vi for et arbejdsmarked, hvor ENHVER form for diskrimination afskaffes. Vi holder den personlige frihed til at vælge højt og vil gøre alt, hvad vi kan for, at den enkelte kan vælge så frit som muligt på arbejdsmarkedet og ikke udsættes for usaglig forskelsbehandling.
Leave a Reply