Mere velfærd! Så rige som finansminister Thor Pedersen siger, vi er, må vi have råd til mere velfærd! Det budskab har vi hørt fra flere siden i den sidste tid.
Stop nu lige et øjeblik. Inden vi kræver løfter om mere velfærd, skulle vi så ikke lige se på den velfærd, som vi mener allerede at have krav på?
Dette kunne let være et oplæg til en stor og meget bred debat. Jeg vil dog forsøge at holde mig til velfærd, der har forbindelse med arbejdsmarkedet og vores muligheder for et godt arbejdsliv. Allerede ved at se på den velfærd, vi troede, vi havde krav på indenfor dette område, kan vi konstatere, at der mangler meget. Lønmodtagerne får ikke den behandling, de har krav på fra kommuner og andre offentlige myndigheder.
Vi oplever som organisation hyppigt, at f.eks. langtidssyge lønmodtagere skal vente længe på eventuel behandling. Når de så endeligt er kommet igennem den lange kø, står de ofte overfor kommunale myndigheder, som næsten er umulige at få i tale. Kommunen stopper sygedagpenge på helt ufuldstændigt grundlag, eller man udsættes for en lemfældig behandling af sin ansøgning om førtidspension og så videre.
Det er en behandling, som vi simpelthen ikke kan være bekendt i et samfund, der ønsker at kalde sig selv et velfærdssamfund. Sygdomme og skavanker skal behandles hurtigt, så man ikke udsættes for unødigt besvær og lidelser. Der skal være sammenhæng mellem det, den ene forvaltningsgren gør, og det man oplever i den anden. Vi har et offentligt behandlingssystem herhjemme, og det er vi glade for, men hvorfor skal man så opleve, at den ene (offentligt ansatte/aflønnede) læge ikke respekterer den andens erklæringer. Det virker fuldstændigt absurd for borgerne.
På samme måde oplever mange i denne tid kommunale jobcentre, som efter mere end ½ år stadig ikke fungerer bare nogenlunde. Det hele går tilsyneladende op i bureaukrati og rapporteringer. Det kan de ledige jo ikke bruge til noget. De har brug for et jobcenter med en handlekraftig ledelse, som kan sætte aktiviteter i gang, så de kan komme i arbejde.
I stedet oplever de bare en mur af blanketter og bureaukrati, samtidig med at de må lægge øre til bebrejdelser i pressen om de mange ledige, der påstås ikke at ville arbejde.
Vi er nået ned under 100.000 ledige, og det er klart, at efter mange år med meget stor ledighed, skal der en særlig indsats til for at få de sidste i arbejde. Det er den indsats, vi har lov til at forvente, at jobcentrene kan yde. Javel, de har været en del af en kommunesammenlægning, men den undskyldning kan altså ikke bruges længere.
Når to a-kasser lægges sammen forventer alle, at det virker fra dag 1! Det går jo ikke at sige til medlemmerne, at de første par måneder kan vi ikke rigtigt komme i gang med at udbetale dagpenge, for vi har været igennem en sammenlægning. Hvis ikke de offentlige myndigheder kan magte opgaverne, der er henlagt til dem, så lad andre overtage som kan. I a-kasserne kunne vi godt overtage mange opgaver fra de kommunale jobcentre, og få det til at virke!
Alle de andre velfærdsområde skal jeg som sagt ikke gå dybt ind i, ældrepleje, børnepasning, genoptræning og så videre. Her har vi masser af velfærd til gode.
Lad os nu hellere få den velfærd, før I lover os mere kære politikere.
