oktober 19, 2007...9:23 am

Børsting eller Huggenberger?

Jump to Comments

Blandt de der læser min blog, tænker mange sikkert: Hvad? Hvem gemmer sig bag de to navne?
Jeg skal straks afsløre, at det drejer sig om den ny LO-formands navn. Mange tænker sikkert, som jeg har tænkt, hvad kommer det dog mig ved? FRIE Funktionærer er ikke medlem af LO og skal aldrig være det, så de kan da vælge den formand de vil, uden at vi behøver at blande os i det.

Og vi hverken kan eller skal blande os i, hvem det bliver, men alligevel er det dog et valg, som kan komme til at få betydning også for os på lidt længere sigt.

Spørgsmålet er nemlig om den nye formand (Harald Børsting eller Tine Aurvig-Huggenberger) bliver en person, der har visioner for fremtiden eller om det bliver en, der ser i bakspejlet og synker hen i glæde over LO’s fordums styrke og fortjenester tilbage i 1.halvdel af forrige århundrede? Bliver det en som klynger sig til magten og nægter at tænke nyt, eller en der vil arbejde for alle danske lønmodtageres interesser?

Som jeg har skrevet om i denne blog står den Danske Model nemlig til fornyelse. Den gamle model er død, men ingen er endnu begyndt åbent at tale om, hvordan en ny model kunne se ud. En kendsgerning er det, at LO har mistet 200.000 medlemmer de sidste 10 år. De regner selv med at ”nøjes” med at miste 100.000 medlemmer de næste 4 år! Medlemsmæssigt går det altså stærkt ned ad bakke for den engang så store og magtfulde organisation. Der er ikke mange der tror, at de kan blive ved med at bevare fordums magt. I 2007 er mangfoldighed en betingelse for et godt og velfungerende arbejdsmarked, og derfor er det også utopisk at tro, at alle lønmodtagere organiserer sig i den kollektive fagbevægelse.

Det spændende er, om den ny formand, der skal vælges om få dage vil erkende tingenes nye tilstand og tage fat på ændringer i Den Danske Model, eller om ændringerne som hidtil skal komme udefra? (Afskaffelse af fagforeningstvang i form af eksklusivaftaler måtte jo fx via Menneskeretsdomstolen, før vi kom af med dem sidste år.)
I resten af Europa taler man om social dialog mellem arbejdsmarkedets parter, og man mener det. Herhjemme taler man om det, men efter den afgående LO-formand Hans Jensens opfattelse skal det kun være de samme parter, som man har talt med i de sidste 50 år, der skal indgå i dialogen i fremtiden også. Som om der ikke var sket noget på arbejdsmarkedet siden! Som om mangfoldighed ikke kan lade sig gøre i praksis!

Men det kan lade sig gøre. I EU accepterer man mangfoldigheden og accepterer, at store såvel som små skal høres for at demokratiet og dialogen skal fungere. Malta med sine 400.000 borgere sidder med ved bordet. Det samme bord som Tyskland sidder ved med sine 85 mio. borgere. Den respekt for mangfoldigheden kunne vi lære af herhjemme. Man kan håbe, at den nye LO-formand vil forstå, at respekt for mangfoldighed er vejen frem. Om den formand så hedder Huggenberger eller Børsting er sådan set mindre væsentligt.

1 kommentar

Leave a Reply