Efter valget har jeg gjort mig mange tanker. Tanker om hvor meget vi egentlig ligner hinanden, og så alligevel. Vi vil jo nogenlunde det samme på lidt forskellige måder. Karakteristisk er det måske især, at vi selv vil have lov til at bestemme. Og når vi får lov til selv at bestemme, vælger vi individuelle løsninger.
I det samfund vi lever i, vil vi have friheden til at vælge, men vi vil samtidig gerne have, at samfundet sørger for os. Det er den helt store politiske udfordring, som Folketinget står overfor.
Politikerne har tendens til at putte os i kollektive kasser, uanset hvilket parti, de kommer fra. På arbejdsmarkedet mærker vi det meget tydeligt. Vi har tradition for kollektive overenskomster igennem mere end 100 år, og politikerne taler og handler som om hele arbejdsmarkedet stadig var omfattet af kollektive overenskomster eller snart ville blive det. Det er langt fra tilfældet. Ude i ”virkeligheden” er der 100.000vis af lønmodtagere, som arbejder efter individuelle kontrakter og som på ingen måde ønsker kollektive diktater. Lovgivningen er præget mere af kollektiv tænkning end af individuel. F.eks. sagde beskæftigelsesministeren i en tale til a-kasse-lederne for et par år siden: ”Jeg tror på frihed og for mig er frihed, friheden til at vælge”. Alligevel vil han end ikke drøfte potentialet i at tage ”forskud” på velfærdsforliget ved at åbne for muligheden for at skubbe efterlønsperioden individuelt fra 60 år til 62 år. Dvs. at man allerede i 2007 skulle have mulighed for at vente med at gå på efterløn til man var 62 år og til gengæld kunne være på efterløn til man var 67 år. Han talte om friheden til at vælge, men fastholder et stift gammelt system.
Frihed kunne man også tænke på i Nørrebro Bryghus-sagen. Skal de ansatte dækkes af en overenskomst mellem Bryghuset og Kristelig Fagforening eller af en overenskomst med 3F. Eller skulle de måske have friheden til helt at vælge den kollektive overenskomst fra? Igen ser man det stive kollektive system prøve at undertrykke den enkeltes mulighed for selv at vælge.
Lad dog de ansatte selv vælge, om de ønsker en overenskomst med 3F, med Kristelig fagforening eller ønsker at aftale deres egne vilkår individuelt - og respektér deres valg.
Jeg ved, at de traditionelle kollektivister i 3F og måske endda også dem i Kristelig Fagforening slår korsets tegn (undskyld udtrykket) over et sådant forslag, men hvorfor ikke give større frihed? Ligesom de i LO burde holde op med at aftale, hvilken fagforening de forskellige faggrupper skal stå i. Lad dem dog selv vælge.
”Jamen det vil svække vores kampkraft”, vil de straks hævde. Hvilken kampkraft vil jeg til gengæld spørge. Er det den kampkraft, der har fået FOA til at indgå overenskomster med ringe løn-vilkår for SOSU-assistenterne gang på gang for nu at bønfalde Folketinget om penge for at rette op på årtiers underbetaling? Blandt andet denne proces burde gøre det tydeligt for alle, at det gamle kollektive system endegyldigt har spillet fallit.
Giv plads til friheden indenfor nogle rammer som en fornuftig lønmodtagerlov kunne skabe. Det ønske kunne man fremsætte til de nyvalgte politikere, men det hjælper næppe. De tør ikke tænke frit.
Leave a Reply