I de seneste dages debat har jeg gentagne gange tænkt på ordet pamperi.
Ordet slog mig, da HK formand John Dahl krævede en stor fratrædelsesgodtgørelse, fordi han skifter til et andet job, han selv har søgt! Det var også min tanke, da Tine Huggenbergers krav om pension pludselig afslørede hele hendes retorik op til formandsvalget i LO som tomme ord. Hun kæmpede for medlemmerne, og penge betød intet for hende osv.
Det står for mig som renlivet pamperi, det de to repræsenterer. De kræver begge beløb i forbindelse med deres fratræden, som de aldrig nogensinde ville have en chance for at kunne tilkæmpe sig til deres medlemmer, men de undslår sig ikke for at kræve det selv. De er, i de mange år, der er gået, siden de har tjent deres penge på arbejdsmarkedet, kommet så langt fra deres medlemmers hverdag, at de ikke længere kender grænserne for, hvad de kan tillade sig.
Men hvordan er det så i vores eget hus? Hos FRIE Funktionærer.
Vores bestyrelse har valgt en helt anden linje. De tjener alle deres hovedindkomst på det almindelige arbejdsmarked. De modtager selvfølgelig et vederlag for deres poster i fagforeningens og a-kassens bestyrelser, men det er i den sammenhæng biindtægter. De tjener til ”livets opretholdelse” ved almindeligt lønmodtagerarbejde.
Honoraret fra arbejdet for foreningerne er derfor også fastsat således, at hvis de fratræder en bestyrelse, modtager de honorar for den måned, hvor de fratræder og intet mere. Ingen fratrædelsesgodtgørelser eller andet af den slags. Resultatet er en bestyrelse der har føling med det arbejdsmarked, som vores medlemmer arbejder i.
Alle der arbejder i foreningerne er professionelt ansatte, som kan afskediges efter almindelige regler, ingen fuldtids ansatte er valgte!
Måske skulle LO, FTF og de øvrige fagforeninger overveje, om ikke de kunne have behov for en modernisering på dette område, hvis de vil bevare medlemmernes respekt?
1 Kommentar
februar 22, 2008 kl. 2:06 pm
Ja, de to er pampere, og desværre er de ikke alene det, de er også socialdemokrater. Hvad man skal være for at komme til tops i den politisk inficerede del af dansk fagbevægelse. Det er jo ikke så længe siden, der blev lagt pres på en faglig person fra FOA om, at hun skulle melde sig ind i Socialdemokratiet, hvis hun ville vælges til en sekretærstilling i LO. Hvorfor kan S ikke tone klart flag og tage afstand fra den politk – det er jo deres (tidligere ) vælgere, der skal betale de dyre luksusmanerer hos de folkevalgte?: