februar 15, 2008...12:06 pm

Arbejdskraftmangel eller bare stive systemer?

Spring til kommentarer

LO og DA har nu indgået en aftale, der skal sikre mere udenlandsk arbejdskraft i Danmark. Ministeren er begejstret. (Det er vel fordi det er, hvad han har ønsket hele tiden).

Man må formode, at Folketinget retter ind og vedtager den eventuelle fornødne lovgivning. Jeg synes selvfølgelig, at det er godt, at Danmark kan få den arbejdskraft, der er brug for. Uden god arbejdskraft taber vi værdier, og samfundet bliver ringere at leve i. Men her bliver jeg bare i tvivl om, hvad motiverne er hos DA og beskæftigelsesministeren. Jeg bliver i tvivl om de er løbet om hjørner med LOs nye formand Harald Børsting? Har det hele tiden været målet for DA og ministeren at få mere billig arbejdskraft til Danmark?Jeg har gentagne gange i forskellige medier foreslået, at danske lønmodtagere kunne tage forskud på ”velfærdsforliget”, således at forstå at de allerede nu kunne vente med at gå på efterløn til de var 62 år eller måske endda til de var 63 år. Med velfærdsforliget kan de først få den rettighed fra 2022 og fremefter. Jeg har direkte spurgt ministeren, om ikke denne mulighed ville være en god måde at skaffe Danmark mere arbejdskraft lige her og nu?

Ministerens svar var, at han ikke var manden, der ville ”åbne drøftelsen om efterløn igen”!

Det, jeg hører ministeren sige er, at når der nu er lavet en aftale om senere efterløn fra 2022, så ”er han ikke ministeren”, der vil se på noget nyt, lige meget hvad der sker, eller hvilke forslag eller argumenter, der kommer frem. Ikke engang selv om der er tale om betydelige forbedringer.Som jeg ser det, er der enten gået politik i sagen i værste forstand, eller også er der den fornuftige forklaring, at beskæftigelsesministeren og DA hele tiden har haft den skjulte dagsorden, at de ville udnytte arbejdskraftmanglen til at få åbnet for mere – billig – udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Hvis det sidstnævnte er tilfældet, er det til at forstå om end temmelig usympatisk. Den førstnævnte mulighed, hvor ministeren lukker ned for forbedringer af efterlønsaftalen indtil 2022, er næsten ikke til at tro på med et såkaldt liberalt parti ved magten.

Læg en kommentar